Del aktivitet:
Nordic Seaplanes - potentiel ny flyrute til/fra Læsø

Invitation til testflyvning og præsentation af mulig ny flyrute

Læsø Turist- og Erhvervsforening har fået fornøjelsen af at dele nedenstående invitation fra arbejdsgruppen Læsø Fly:

 

Fredag d. 26. juni 2026, 11:30-13:30, Læsø Flyveplads

 

Kære interesserede

Som Danmarks mindste kommune oplever Læsø de samme udfordringer som mange yderområder: faldende befolkningstal, færre erhvervsaktive borgere, mangel på helårsarbejdspladser og et stigende pres på den kommunale økonomi. Samtidig viser analyser, at øens fremtid afhænger af vores evne til at skabe vækst, tiltrække nye borgere og udvikle et stærkere erhvervsliv.

Derfor har vi arbejdet på en ambitiøs vision:

At flytte Læsø tættere på resten af Danmark – og resten af verden.

Nogle har sikkert allerede hørt det, men I samarbejde med Nordic Seaplanes undersøges en konkret mulighed for at etablere en ny flyforbindelse:

  • Københavns Havn – Læsø  – Aalborg
  • Aalborg – Læsø – Københavns Havn

Målet er i første fase at etablere en testperiode med to ugentlige afgange, som kan skabe bedre adgang til øen for erhvervsliv, turisme, pendlere og borgere. Nordic Seaplanes har stillet en testflyvning til rådighed fredag d. 26. juni som led i arbejdet med at undersøge interessen og det kommercielle grundlag.

Vi håber, at du vil deltage i en præsentation af projektet, se vandflyveren fra Nordic Seaplanes og høre, hvordan du eventuelt kan bidrage som inspirator, sponsor eller strategisk samarbejdspartner.

 

Program

Fredag den 26. juni 2026, sted: Læsø Flyveplads

 

11:30 – Ankomst og velkomst

Kaffe, let forplejning og netværk

11.35 Vandflyveren lander fra København på Læsø Flyveplads

11.50 Vandflyveren letter fra Læsø mod Aalborg

 

12.00 – Hvorfor gør vi dette?

Jens Fjeldal (V), Kommunalpolitiker og hybridpendler

  • Læsøs udfordringsbillede
  • Behovet for bedre tilgængelighed
  • Bosætning, erhverv og vækstpotentiale
  • Perspektiver for erhvervsturisme og hybridarbejde (Jens Rulle)

 

12.25 – Visionen: Læsø tættere på verden

  • København i hjertet af projektet
  • Direkte forbindelse til Aalborg
  • Fremtidige destinationer

 

12.35 – Præsentation af Nordic Seaplanes løsningen

  • Operatørmodel
  • Flyveplan
  • Drift og økonomi

 

12.45 – Åben dialog

  • Spørgsmål
  • Input
  • Muligheder for deltagelse
  • Interessetilkendegivelser og næste skridt

12.50 Vandflyveren lander fra Aalborg på Læsø Flyveplads

 

13.00 – Afrunding og se vandflyveren

13.20 Vandflyveren letter fra Læsø mod København

 

Med venlig hilsen,

Jens Fjeldal og arbejdsgruppen “Læsø Fly”