Del projekt:
Hvide Bakker natur 2017 (foto; Lene Nielsen) (4)

Læsø Havcenter

- et udvalg under Læsø Turist- og Erhvervsforening

Læsø og Havet – en historisk sameksistens

Læsø Havcenter-projektet er i opstartsfasen, og målet er et fysisk center på Læsø.

Havet har gennem snart 1000 års historie været Læsøs skatkammer. Og i dag er havet stadig en vigtig del af eksistensgrundlaget for Læsøboerne.

Baggrunden for Læsø Havcenter projektet findes i kvaliteten af vandet omkring Læsø, med dets rige og varierede plante- og dyreliv, samt samhørigheden mellem læsøboerne og havet omkring øen gennem historien. Havet har givet os saltet, beskæftigelse som søfolk, tagmateriale, mad på bordet og eksport af jomfruhummere. I nyere tid er havet også blevet en vigtig attraktion for øens gæster. Det er derfor afgørende for Læsøs fremtid som helårssamfund, at vi både passer på havet og fortsat kan udnytte havets fantastiske ressourcer på en bæredygtig måde.

Havcenteret skal medvirke til, at historien om Læsø og havet føres videre ind i fremtiden.

Ambition og vision

Ambitionen med Læsø Havcenter er overordnet at:

  • Styrke Læsø som et bæredygtigt helårssamfund, socialt og samfundsmæssigt.
  • Bidrage aktivt til et bæredygtigt havmiljø i Danmark.
  • Fremme formidlingen af Læsø og Danmark som havets land.
 
Læsø Planter Ålegræs 2024
Læsø Havcenter - Havets Dag 2025

Læsø Havcenters fire sammenhængende aktivitetsområder:

1. Oplevelser for hele familien med udgangspunkt i havet omkring Læsø og med fokus på ålegræs, makroalger og jomfruhummere. Herunder en styrkelse af den kollektive bevidsthed om forudsætningerne og betydningen af et sundt havmiljø i balance med samfundet og om bæredygtig udnyttelse af havets ressourcer. Inde i Læsø Havcenter venter spændende oplevelser i smukke lokaler. Udenfor vil der være muligheder for guidede ture ud på eller i vandet – sanke tang, dykke ved stenrevet, østerssafari, sælsafari, kurser i kystfiskeri osv., i eget regi eller sammen med lokale samarbejdspartnere.

2. Aktiviteter til marin genopretning for både forskere og frivillige. Heri indgår fx udplantning af ålegræs, eksperimenter med at dyrke tang, udvikling af bæredygtige metoder til fiskeri. Genopretningsaktiviteterne skal ske i samarbejde mellem forskere, lokale, frivillige, organisationer, Læsø Kommune og virksomheder. Herigennem vil Læsø både kunne være et testlaboratorium i stor skala for marin genopretning og samtidig yde et konkret bidrag til et bedre havmiljø i Danmark.

3. Forretningsudvikling med udgangspunkt i havet omkring Læsø. Mange af aktiviteterne i de tre ovenstående aktivitetsområder vil også kunne omsættes til forretning, og Læsø Havcenter skal være et inkubationsmiljø for både iværksættere og for udvikling af eksisterende virksomheder. Vi vil skabe et innovativt miljø, hvor iværksættere, dygtige forretningsfolk og investorer mødes med forskere og fagfolk for sammen at udforske muligheder for at omsætte ny viden, oplevelser og marin genopretning til forretningsideer.

4. Forskning og faglig udvikling med udgangspunkt i havet omkring Læsø. Forskningen vil bl.a. tage udgangspunkt i marine genopretningsaktiviteter, men vil også omfatte praksisnær forskning. Desuden vil et spor i forskningen være undersøgelse og afprøvning af nye måder at nyttiggøre havets rigdomme på en bæredygtig måde, fx anvendelse af ålegræs i byggeriet mv. Nye forskningsresultater vil udgøre en vigtig del af det, som formidles i oplevelsesmiljøet på Læsø Havcenter.

Læsø Havcenter skal indgå i et aktivt samarbejde med lokale aktører og virksomheder samt med danske og internationale universiteter, havcentre, organisationer og virksomheder.

Mere information om Læsø Havcenter, herunder strategien for projektet samt information om projektets udviklingsproces kan findes her:

 

Strategi for Læsø Havcenter 22.01.25

Læsø Havcenter udviklingsprocessen 22.01.25

Folder Læsø Havcenter 2025

Kontakt for yderligere information:

Jørgen Kjærgaard
E-mail: joergenkjaergaard23@gmail.com
Tlf: +45 2338 0087

Jens Rulle 
Turist- og Erhvervschef
E-mail: 
jr@visitlaesoe.dk
Tlf: +45 9392 9900 

Projektet løber frem til d. 31. december 2026 og er støttet af: Plan- og Landdistriktsstyrelsen, indstillet af LAG LLSÆ og Landdistriktspuljen samt Sparekassen Danmark, Fonden Dronninglund og flere lokale fonde og virksomheder.

Andre projekter